- Det er virkelig gået op for mig, hvad det er, vi skal slå på. Når man sidder derhjemme og udvikler et nyt produkt, kan man tro, vi er de eneste på markedet. Indtil man kommer herover og ser, hvor mange spillere der er. Så ændrer ens opfattelse sig pludselig markant, siger Morten Jensen, ph.d.- studerende fra KU, som mener, det er sundt at se sit arbejde med helt andre briller:
- Bare fordi noget er teknisk muligt, er det jo ikke sikkert, forbrugerne er interesserede i det. Det er der nok mange, der er begyndt at tænke mere i her på akademiet.
Hans præsentation var kulminationen på fem dages fødevareakademi på USAs mest kendte fødevareuniversitet, UC Davis.
Sammen med 50 andre fødevareforskere har han arbejdet på lanceringen af sit produkt, som har været igennem flere revisioner i ugens løb efter respons fra repræsentanter for fødevaregiganter som Unilever og Kraft Foods samt fra investorer i nogle af Silicon Valleys største venture kapital firmaer.

