Europas største forskningsfestival skal i sommeren 2014 foregå i København.
Det arbejder Danmark hårdt for og afleverer til januar en ansøgning, som skal sikre, at op imod 5.000 forskere, virksomheder, institutioner og andre kan deltage i Euroscience Open Forum (ESOF) på dansk jord.
- København og Øresundsregionen er en højt profileret videnregion med mange universiteter og store virksomheder, der alle kan bidrage til, at forskningsfestivalen bliver en særlig oplevelse. Med forskere og erhvervsfolk samlet fra hele Europa vil Danmark få en unik mulighed for at skabe opmærksomhed om de ting, som gør Danmark til noget særligt - ikke blot fra en forskningsmæssig vinkel, men også som samfund og nation, siger videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen.
Videnskabsministeriet udarbejder buddet om ESOF 2014 i samarbejde med Wonderful Copenhagen.
Formanden for Danmarks Grundforskningsfond, professor Klaus Bock, er udpeget som Champion og står dermed i spidsen for ansøgningen.

