Med 230 mio. kr. får 31 talentfulde yngre forskere nu mulighed for at lede deres egen forsker-gruppe.
Bevillingerne er del af Det Frie Forskningsråds nystartede forskerkarriereprogram Sapere Aude.
Det storstilede nye karriereprogram skaber en tydelig karrierevej for de dygtigste forskere og giver de bedste muligheder for at skabe banebrydende forskningsresultater.
Programmet, der er sat i gang i 2010 og nu uddeler midler for første gang, består af tre trin, som forskere på forskellige karrieretrin kan søge.
Bevillingerne til de 31 forskere gives som del af programmets andet trin: DFF-Forskningsleder.
- Viden er grundlaget for vækst i et vidensamfund som Danmark. Derfor har vi investeret massivt i ph.d.-uddannelse de seneste år. For at vi for alvor får udbytte af denne investering, er det vigtigt, at vi også investerer på de næste trin af forskernes karriere. Sapere Aude er med til at gøre netop dette, siger bestyrelsesformand for Det Frie Forskningsråd Jens Christian Djurhuus.

