"SPIR" er navnet på et nyt initiativ, hvor Det Strategiske Forskningsråd og Rådet for Teknologi og Innovation satser massivt på forskning og innovation på to udvalgte områder.
I store nye platforme skal forskere og erhvervsliv arbejde tæt sammen om at finde morgen-dagens løsninger inden for fødevareproduktion og fremtidens intelligente energisystemer.
- Det helt unikke ved SPIR er, at virksomhederne har været med fra første dag til at formulere de forsknings- og innovationsaktiviteter, som platformene skal fokusere på. Derved får vi det tætte samspil mellem det private erhvervsliv og universiteterne, som jeg mener, er helt afgørende for at sikre dynamik og udvikling i begge sektorer, siger videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen.
Fødevareplatformen - der har fået navnet InSPIRe - skal opgradere dansk fødevare-produktion, så den bliver internationalt førende med hensyn til kvalitet og et effektivt ressourceforbrug.
Energiplatformen "iPower" vil udvikle et intelligent og fleksibel elsystem, hvor det er muligt at håndtere større mængder elektricitet fra vedvarende energi, og hvor hver enkelt husstand automatisk kobles på den billigst tilgængelige strøm, uanset om den kommer fra vindmøller eller fra de traditionelle fossile energikilder.
- Jeg er sikker på, at denne samlede bevilling fra Det Strategiske Forskningsråd og Rådet for Teknologi og Innovation vil bringe ny viden i spil og dermed bidrage til at løse væsentlige samfundsudfordringer inden for energiområdet, siger Peter Olesen, formand for Det Strategiske Forskningsråds bestyrelse.
En lang række universiteter, GTS-institutter og virksomheder er centrale parter i de to platforme, heriblandt DTU, Aarhus Universitet, Københavns Universitet, Teknologisk Institut, DONG Energy, IBM, Vestas, Danfoss og Arla Foods.

