Internetbrugere skal have adgang til alle servicer. Til alle tider. På alle steder. Det er visionen for DTU Fotonik, som netop har indledt samarbejde med et af USA's eliteuniversiteter.
Leonid Kazovsky og Idelfonso Tafur Monroy er to mænd, der altid kan fuldende hinandens sætninger.
De to professorer var nogle af drivkræfterne i den første dansk-californiske fotonik-konference af sin art, der sidst i januar fandt sted på Stanford, hvor den amerikanske it-sektor også mødte talstærkt op.
Fra flere sider kunne DTU’s fotonik-professor høste stor anerkendelse for det arbejde, der er gennemført på DTU. Blandt andre var USA's største internet - og teleudbyder, AT&T, særdeles interesserede i den forøgede dataoverførsel.
- DTU’s verdensrekord var en vigtig milesten, og det overraskede mig, at den blev sat på et universitet og ikke af en stor it-virksomhed. Det siger meget om de danske kapaciteter, lyder det fra Leonid Kazovsky, som for 20 år siden grundlagde et laboratorium på Stanford, der i dag er et af verdens førende i fotonik-research.

