06.07 2010

Erhvervsgiganter: Grundforskning er vigtigst

Flere af erhvervslivets giganter melder sig under Novos fane med advarsler til politikerne.

Lundbeck efterspørger en accept af, at god forskning tager lang tid og koster mange penge, mens Grundfos frygter, at manglende grundforskningsmiljøer sætter erhvervsklimaets konkurrenceevne under pres.

Drop den erhvervsrettede forskning og sæt i stedet fokus på det, der virkelig batter: Grundforskningen.

Så klar er meldingen fra flere af dansk erhvervslivs tunge spillere efter, at Novo Nordisks forskningsdirektør startede diskussionen.
 
"Strategisk og erhvervsrettet forskning er et problem, fordi forskning af natur tager lang tid og er svær at forudsige. Derfor er det en kæmpe fejltagelse at satse så meget på strategisk forskning. I stedet skal vi have mere langsigtet fri forskning, for det giver større kvalitet, og det er det, der skal til i stedet for en specifik erhvervsstøtte", siger Lundbecks koncernforskningsdirektør, Peter Høngaard.