12.05 2010

Flere skal følge Novo-fondens eksempel

Af videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K):

Jeg vil gerne slå fast, at for mig er forskningsfrihed et grundlæggende princip i universiteternes liv og i vores demokratiske tradition.

Ligegyldig om pengene til forskning stammer fra basismidler eller er doneret af private skal forskningen leve op til samme høje standard. Det må der ikke herske tvivl om.

Når det er sagt, så vil jeg gerne fremhæve, at jeg ikke kender til nogen forudsætning om, at bevillingen fra Novo Nordisk Fonden skal beskytte Novo-gruppens omdømme, og der er ikke foretaget ansættelser til forskningscentret, som er i strid med reglerne.

Jeg har forståelse for, at Novo vil beskytte sit omdømme, hvis henvisningen knytter sig til generelle etiske principper om, at der ikke må ske dyremishandling, videnskabelig uredelighed e.l.

Hvis det er tilfældet, har jeg svært ved at se, hvem der kan have noget mod dette.