Mejeri-ingeniørstuderende Cecilie Marvig Nielsen fra LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet har netop modtaget Daniscos studielegat på 50.000 kr.
Legatet vil støtte færdiggørelsen af hendes speciale om vira i mejeriproduktion, der kan vise sig at få stor økonomisk betydning for den danske mejeriindustri.
"I mit speciale arbejder jeg med at karakterisere Lactococcus lactis- og Leuconostoc-fagers varmeresistens. Fager er særlige vira, der angriber og dræber bakterier i forbindelse med deres egen reproduktion. Når det sker under produktion af for eksempel yoghurt eller andre fermente-rede produkter, kan det medføre fermenteringsfejl. Det medfører spild og store økonomiske konsekvenser for producenten", fortæller Cecilie Marvig Nielsen.

