01.06 2010

Forskere og virksomheder skal mødes

Nye netværk mellem SDU-forskere og virksomheder skal styrke erhvervsudviklingen i Syddanmark.  Forskere fra Syddansk Universitet og virksomheder i den syddanske region skal i højere grad networke.
 
Målet er at styrke erhvervsudviklingen i hele regionen. Derfor samarbejder Syddansk Universitet med Syddansk Vækstforum om at formidle støtte til at styrke netop den type netværk. 
 
"Universitetet ønsker at formidle sin viden til gavn for det omgivende samfund og Region Syddanmark ønsker at stimulere udviklingen i det regionale erhvervsliv. På den baggrund er det oplagt, at de to parter arbejder sammen om at skabe netværk mellem forskere og virksom-heder, der kan understøtte videns- og erfaringsudvekslingen mellem de to grupper", siger projektleder Peter Fobian Jensen fra Forskerservice-afdelingen på SDU.
 
Region Syddanmark stiller 3 mio. kr. til rådighed, og SDU har mulighed for at indstille projekter til støtte fra regionen. På den måde fungerer universitet som en formidlingskanal for regionen.
 
"Regionen medfinansierer normalt større projekter, men med denne ekstra mulighed kan vi understøtte de netværk og initiativer, der sigter mod at give regionens små og mellemstore virksomheder en introduktion til de forskellige forsknings- og udviklingsaktiviteter, der foregår på Syddansk Universitet", siger Peter Fobian Jensen.