28.05 2010

Forskningspenge splitter erhvervsliv

Løkke-regeringens forskningspolitik - med øget satsning på udvalgte strategiske områder som energi- og klimaforskning - er forfejlet og ødelæggende for forskningsmiljøerne.
 
Det mener medicinalvirksomheden Lundbeck, som dermed går i rette med DI’s og Dansk Energis linje i forskningspolitikken.

"Det er klart, at samfundet skal stille krav til universiteterne. Men den politiske detailstyring af, hvad forskningen skal fokusere på, er meget farlig. Og det er ødelæggende for forskning i Danmark, når over 50 pct. af de samlede forskningsmidler øremærkes som strategiske midler. Balancen er tippet," siger Lundbecks forskningsdirektør Peter Høngaard Andersen.
 
DI’s forskningspolitiske chef Charlotte Rønhof fastholder, at den strategiske forskning fortsat skal prioriteres højt:
 
"Der er særlige områder, hvor vi har brug for forskning. Det handler om naturvidenskab, sundhed, tekniske videnskaber og de mest erhvervsrettede dele af samfundsvidenskaben. Men det skal ikke forstås, som om vi kun vil have anvendelsesorienteret forskning inden for de områder, men også strategisk forskning og grundforskning," siger Charlotte Rønhof.