05.05 2010

Gode opfindelser kræver samarbejde

Ny forskning viser, at opfindere, der arbejder alene med deres ideer, udvikler færre gode opfindelser. De går glip af den kreative udvikling, fordi de ikke inddrager andres kompetencer og ideer.

Opfinderrådgivningen på Teknologisk Institut lancerer derfor et forum for opfindere på www.opfind.nu. Det skal gøre det lettere for opfindere at hjælpe og inspirere hinanden til at skabe flere opfindelser med god opfindelseshøjde.

Forummet skaber helt nye muligheder for de mange opfindere, som savner netværk, sparring og videndeling i det daglige arbejde med idéudvikling.

Det nye forum udgør sammen med konceptet ”Opfinderens 10 trin” en integreret del af Opfinderrådgivningens rådgivning.