Den nye udgave af Entreprenørskab fra ABC til ph.d., som bygger på tal fra skoleåret 2010/2011 viser, at 10 procent af alle danske skoleelever og studerende deltager i entreprenørskabsundervisning. Det er undervisning, som giver faglighed og kompetencer til at starte en virksomhed eller til at skabe innovation i etablerede virksomheder og organisationer. Elever og studerende lærer at se muligheder og handle på dem.
Børne- og undervisningsminister Christine Antorini pointerer, at Danmark har brug for unge, der forstår at udvikle gode ideer og produkter, der er værdifulde for andre end dem selv.
"Børn og unge kan tidligt se værdien i at skabe og udvikle, hvis de får mulighederne. Derfor er det i sig selv værdifuldt, at de får en undervisning, der er virkelighedsnær, og hvor de skal bruge det, de lærer til at skabe produkter af værdi. Det er også med til at gøre undervisningen sjov og vedkommende for eleverne. Jeg har mødt dygtige elever, der i en ung alder har udviklet succesfulde virksomheder, mode og produkter, fordi de opmuntres og får den rette undervisning. Den interesse, ihærdighed og kreativitet skal vi udnytte og forbedre til gavn for alle," siger Christine Antorini
Undersøgelsen viser, at elever allerede fra første klasse får kompetencer, der sætter dem i stand til at udvikle idéer, skabe projekter og virkeliggøre dem. De yngste elever arbejder mest med kreativitet og innovation, men allerede på ungdomsuddannelserne prøver mange kræfter med at gennemføre hele processen fra idéudvikling til færdigt resultat, der udmøntes i skabelsen af en studenter-virksomhed.

