25.11 2010

Hård kamp om pensionslån til små virksomheder

Der er hård kamp om at få fordelt de fem milliarder kroner i ny kapital til mindre virksomheder, som regeringen nu på tredje måned forhandler med landets pensionskasser om at få stillet til rådighed.
 
De nye låneordninger blev offentliggjort i finanslovsaftalen i begyndelsen af november, men en aftale med pensionskasserne er endnu ikke på plads.
 
Der tales bl.a. om at udbygge de særlige ordninger for ”Vækstkaution”, hvor staten tager 75 procent af risikoen ved udlånene, mens bankerne tager resten. Her er der i år til dato udstedt lån for ca. en mia. kr. og rammen udløber i foråret 2011, hvis den ikke bliver udvidet.
 
Desuden er der planer om at udbyde såkaldte mezzaninlån, hvilket vil sige ansvarlig kapital, der står efterstillet i aktiekapital, men hvor virksomhederne ikke afgiver stemmeret. Disse lån er dog ret dyre.
 
Mens der stadig forhandles mellem regeringen og pensionskaserne, søger Dansk Byggeri og Dansk Erhverv at få en del af lånene formidlet som erhvervslån baseret på obligationer, som pensionskasser køber mod statsgaranti.