16.04 2010

Kommercialiseringen blomstrer - matchmaking i Vestdanmark

Matchmaking mellem universitet og virksomhed: Viden og kommercialisering - er hovedformålet med netværket University Technology Network.

Bag University Technology Network står techtrans-afdelingerne på Aalborg Universitet, Syddansk Universitet og Aarhus Universitet.

biotech og medico den 27. april 
 

Tirsdag den 27. april afholder University Technology Network sit andet matchmaking-arrangement for indbudte forskere og virksomheder - denne gang på Syddansk Universitet i Odense.

Arrangementets tema er af University Technology Network’s medlemmer udpeget til at være ny viden om bioteknologi og medicoteknologi.
 
Hele 25 teknologipræsentationer på området kan universitetsforskere denne gang byde ind med. Det er markant og glædelig stigning i forhold til de 14 præsentationer, der var med på første arrangement i januar 2009.   

kvalificeret network - vejen til nye partnere
 

Det kvalificerede match møder man sjældent tilfældigt.
 
Networking mellem potentielle og kvalificerede kommercialiseringspartnere er derfor primære mål med hver af University Technology Network’s matchmaking-arrangementer.
 
- Responsen på det første matchmaking-arrangement var overordentlig positiv, og resulterede i 71 matches. Fem måneder efter arrangementet var der etableret så gode relationer mellem universitetsforskere og virksomheder, at 30 af de 71 matches var i dialog om et fremtidigt samarbejde - som ikke var blevet etableret uden møderne på matchmakingdagen. Det er derfor utroligt tilfredsstillende, at vi igen er med til at styrke dialogen mellem forskere fra de vest-danske universiteter og danske såvel som udenlandske virksomheder, siger Rasmus Køhler Fischer fra Forskerservice-Jura på Syddansk Universitet.
 
Forventningerne til matchmaking-arrangementet er naturligt store hos de deltagende virksom-heder.
 
De får her chancen for at blive introduceret til nye forskningsresultater, som både ligger inden for deres forretningsområder og har et kommercialiseringspotentiale.

- Investorer som os er altid ud efter det rigtige match - dét møde, der kan føre til kommercielle samarbejder mellem forskning og forretning. Vi ser derfor invitationen fra University Technology Network som en unik chance for at høre om ny forskningsbaseret viden inden for vores kerne-område. Vi går i bedste fald hjem med en indsigt, som kan være med til at udvikle og kvalificere vores projekter yderligere, lyder det fra Carsten Fredsbo, adm. direktør i medtech forretnings-udviklings- og investeringsselskabet MDBC.

tilmelding til matchmaking-arrangementet den 27. april
 

Det er fortsat muligt for de inviterede virksomheder at tilmelde sig 2nd University Technology Matchmaking Day den 27. april i Odense.
 
Der kan være begrænsninger på enkelte af matchmaking-sessionerne i programmet, men det skal ikke afholde nogen fra at tilmelde sig. Der er en løsning på alt.

Information og kontakt
 

Kristine Kjer Hansen
Aarhus Universitet
89 42 68 64 | kkh@remove-this.adm.au.dk