Private virksomheder skal samarbejde med det offentlige om at udvikle velfærdsteknologier med potentiale til nye eksporteventyrer, mener statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Eksporten skal især målrettes de nye vækstmarkeder i eksempelvis Asien og Sydamerika.
- Nogle af de lande, der flytter sig hurtigst vækstmæssigt, er også ved at forandre deres samfund, så de i højere grad begynder at efterspørge de velfærdsservicer, som kendetegner de skandinaviske samfund. Der er det en udfordring, at vi ikke har de forretningsmæssige plat-forme, der skal til for at sælge det, siger Lars Løkke Rasmussen.
Statsministerens opfordring til at udvikle nye kommercielle platforme for udvikling af velfærds-teknologier kommer, samtidig med at statens Fornyelsesfond uddeler 80 mio. kr. til innovation og markedsmodning af løsninger inden for velfærdsområdet.
Fornyelsesfonden er nedsat for at støtte innovation og markedsmodning af løsninger og teknologier inden for grønne område samt velfærd.

