Erhvervskommentator på Berlingske Tidende kommenterer det verdensomspændende konsulenthus Booz & Companys årlige Global Innovation 1000-studie:
Først den gode nyhed. De største virksomheder i verden er forskningsmæssigt ikke blevet slået ud af kurs i forbindelse med den finansielle og økonomiske krise i 2008 og 2009.
Globalt set faldt omkostningerne til forskning og udvikling for verdens 1.000 største virksom-heder med 3,5 procent fra 2008 til 2009. I Danmark derimod var tilbagegangen på "blot" 1,6 procent i samme periode.
Altså en fortsat tro på, at F&U-investeringer er helt afgørende, hvis man som virksomhed vil eksistere i fremtiden.
Så den dårlige nyhed. Danmark hænger bagefter vore to nordiske nabolande, Sverige og Finland, som begge placerer sig på top 10 med hensyn til F&U-udgifter.
Nu skal man passe på med ikke at drage forhastede konklusioner på baggrund af denne globale top 1.000-liste, som blot inkluderer 13 danske virksomheder, og hvoraf Novo Nordisk er Danmarks stærkeste trækdyr på alle parametre, men noget kunne tyde på, at vi i Danmark hænger temmelig langt bagefter en række af de lande i vesteuropa, som vi gerne vil sammenlignes med.
Danmark er et højteknologisk forbrugersamfund, men hører ikke til i toppen, når det handler om innovation, fornyelse og teknologisk produktudvikling.

