06.05 2010

Når videnskabs- og forretningsfolk mødes

Den ene gruppe kan skabe opfindelserne, mens den anden kan skaffe investorer og sælge produktet. Men ifølge professor Finn Valentin har biotekbranchen længe efterspurgt studerende, der har forståelse for både den kommercielle og videnskabelige del af branchen.

Valgfaget "Biobusiness and Innovation Program" skal være med til at få mere ud af samarbejdet mellem de to grupper studerende, og fra efteråret 2010 kan biotekstuderende fra Københavns Universitet nu også deltage i faget, som strækker sig over tre måneder.

Valgfaget henvender sig til kandidat- og ph.d.-studerende. Der er 30 deltagere på hvert hold, hvoraf halvdelen er biotekstuderende, mens den anden halvdel er business-studerende.

Faget er oprindeligt et samarbejde mellem Danmarks Tekniske Universitetet og CBS, og første hold har netop afsluttet undervisningen.
 
Undervejs har de haft et tæt samarbejde med virksomheder i branchen, ligesom idémændene til faget også er praktikere, der har en baggrund fra henholdsvis CBS og DTU og i dag er ansat ved LEO Pharma og Novozymes.