14.12 2010

Nordjysk uddannelsessamarbejde optimeres

University College Nordjylland og Aalborg Universitet udbygger de to institutioners nuværende samarbejde med en ny 5-årig aftale, der nu bl.a. også gælder inden for teknologi og business.
 
Nordjylland viser på dette område, hvor langt man kan komme ved at samarbejde, og de to institutioner ønsker via samarbejdet fortsat at styrke den regionale indsats i forhold til at indfri målsætningen om, at 50% af de unge opnår en videregående uddannelse i 2015.
 
- Vi glæder os over den nye samarbejdsaftale, som udvider mulighederne for via samarbejde at yde det bedste tilbud til de unge - samtidig med at vi opnår en optimering af de to institutioners ressourcer, siger rektor Niels Horsted, UCN.
 
AAU-rektor Finn Kjærsdam, supplerer:
 
- Vi har været meget tilfredse med det nuværende samarbejde. Vi glæder os over det udvidede samarbejde, som betyder, at vi i Nordjylland fortsat viser vej for de øvrige regioner. Vi er yderst tilfredse med, at regionen allerede nu optager flere end det, der svarer til 50% af regionens unge.