Institut for Fødevarekvalitet ved Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet, har valgt at slå to af sine forskergrupper sammen til én.
Den nye konstellation, Forskergruppen for mejeri, kød og æg, vil således komme til at omfatte hele spektret af animalske fødevarer, hvad enten de kommer fra svin, kvæg, får eller fjerkræ og hvad enten det drejer sig om kød, mælk eller æg.
Den nye gruppe er en sammensmeltning af de to tidligere forskergrupper Muskelbiologi og kødkvalitet og Mælke- og ægkvalitet.
- Vi gør dette for at sikre, at der også i fremtiden forskes inden for området muskelbiologi og kødkvalitet og for at skabe nye muligheder for samarbejde og eksternt finansieret forskning, siger forskningsleder for den nye gruppe og tidligere leder af mælke- og ægkvalitetsgruppen Grith Mortensen.

