Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen er nået til enighed med forligskredsen om de sidste elementer i den ny universitetslov.
Loven lægger op til øget internationalisering, regelforenkling og udviklingskontrakter med færre regler og klare mål. Dermed kan sidste del af det samlede lovudkast sendes i høring.
- Overordnet set har der været tale om en positiv udvikling på universitetsområdet siden 2003. Vi uddanner idag cirka en tredjedel flere kandidater i dag end i 2004, og de danske universiteter placerer sig forskningsmæssigt flot i et internationalt perspektiv. Derfor bygger vi videre på den gode udvikling. Visse steder har vi kunne se, at tingene kunne gøres lidt smartere, mere simpelt, så her har vi forsøgt at forenkle reglerne, og give universiteterne mere råderum, siger Charlotte Sahl-Madsen.
- Det har været min ambition fra starten at skærpe udviklingskontrakterne, så de i højere grad bliver resultatorienterede – med færre regler og klare krav. Det har jeg opnået enighed med forligskredsen om. Tidligere kunne der være op til 40 mål i udviklingskontrakterne, hvilket vi nu reducerer, så der er 3-5 såkaldte pligtige mål, og 3-5 selvvalgte. Det vil give universiteterne større frihed og råderum til at skabe og styrke deres egen profil, samtidig med, at vi fra politisk side har hånd i hanke med, at den overordnede ramme er på plads, siger Charlotte Sahl-Madsen.
Det forventes, at forligskredsen behandler høringssvarene i januar, og at lovforslaget kan fremsættes i foråret 2011.

