Dansk stamcelleforskning får nu et stort løft med etablering af Danish Stem Cell Center, DanStem på Københavns Universitet.
Centeret har modtaget en samlet bevilling på i alt 415 millioner kr. Den internationalt anerkendte stamcelleprofessor Henrik Semb bliver leder af centret, der åbner i 2011.
- DanStem vil rumme hele spektret af stamcelleforskning - fra man opdager og afdækker de mest basale molekylære mekanismer, til mekanismerne skal afprøves i kliniske forsøg på sygehusene. Det kan lade sig gøre, fordi Københavns Universitet i samarbejde med udenlandske forskere allerede har skabt betydelige styrkepositioner inden for grundforskning i kræft og sukkersyge. Det viser nødvendigheden af at opbygge samfundets vidensproduktion omkring stærk grundforskning, siger rektor Ralf Hemmingsen.
- Forskning i stamceller er et område med store fremtidsperspektiver. Derfor kan det kun glæde mig, at vi med en stor målrettet offentlig investering i stamcelleforskning kan være med til at bringe Danmark i første division. Bevillingen betyder også en markant styrkelse af forsker-uddannelsen til gavn for både det offentlige og for de private virksomheder, udtaler videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen i en pressemeddelelse.

