Store virksomheder tæppebomber hele forskningsområder med patenter i en sådan grad, at det bremser både innovation og spirende, nye virksomheder. Resultatet er færre nye arbejdspladser og mindre ny viden.
Det gælder eksempelvis inden for medicin og it, to tunge bastioner i den vidensøkonomi, som leverer særligt attraktive arbejdspladser.
Et af de selskaber, der mærker konsekvenserne, er 7TM - et mindre biotekselskab i Hørsholm. Her konkurrerer man med verdens største selskaber inden for forskning i fedme og diabetes, lige fra den lokale kæmpe Novo Nordisk til internationale mammutter som Merck pg Eli Lilly, som alle forsker og har et hav af patenter inden for netop 7TM’s forskningsområde.
- Vi har selv flere gange måttet opgive forskningsområder, fordi vi opdagede, at området vil blive blokeret af patenter. Ofte er det, fordi området er blevet tæppebombet med patenter, siger Christian Elling, udviklingsdirektør i 7TM.

