- Det er værd at hæfte sig ved, at der er en faldende tendens til, at folk vil starte egen virksomhed. Det overrasker os - og vi ved ikke, hvad årsagen er, siger lektor Thomas Schøtt, der står bag en ny, dansk rapport med titlen, "Education, Training and Networking for Entrepreneurship in Denmark 2008".
Det er tiende gang, at det danske iværksætterklima bliver målt og vejet i en lande-rapport i forbindelse med den internationale undersøgelse Global Entrepreneurship Monitor (GEM). Men det er første gang, at rapporten også ser på, hvor godt vi herhjemme er skolet til at kaste os ud i iværksætteri.
Og resultatet ligger meget langt fra de politiske ambitioner, som er at bringe Danmark helt frem i den internationale front, mener manden bag den danske rapport, Thomas Schøtt.

