10.09 2009

Risø DTU med i en kæmpe satsning: Copenhagen Cleantech Cluster

Risø er sammen med Copenhagen Capacity, Scion DTU, DI og Københavns Universitet initiativtagere til Copenhagen Cleantech Cluster, hvis hovedformål er at skabe højere vækst og mere udvikling inden for energi- og miljøteknologi.

Visionen er, at klyngen skal være en af verdens førende og differentiere sig ved at arbejde på tværs af brancher og værdikæder.

DTU’s tekniske og videnskabelige kompetencer udgør en af krumtappene i projektet, og Risø DTU bliver indgangen til alle relevante forskningskompetencer på DTU.

- Vi glæder os til opgaven, som er helt naturlig for os som DTU’s National-laboratorium for Bæredygtig Energi, og målsætningen for Copenhagen Cleantech Cluster ligger meget tæt på vores egen,” siger Henrik Bindslev, direktør på Risø DTU.

- Risø ser det som et konkret ansvar, at vores forskningsresultater bringes i spil, og at vejen fra teknologisk, forskningsbaseret viden til vækst i eksisterende virksomheder og opstartsvirksomheder bliver så kort som muligt. Men Cleantech er meget andet end bæredygtig energi, og spreder sig derfor naturligt ud i det øvrige DTU.