24.07 2009

Risø DTU udvikler magnetisk Curie-ventil - uden strøm!

Seniorforsker Christian Bahl og udviklingsingeniør Dan Eriksen fra Risø DTU viser stolt deres nyeste opfindelse frem:

En tre-vejs-ventil, der styrer flowet vha. et magnetisk materiale, som tiltrækkes af en ydre magnet, når væsken får en bestemt temperatur.

Designet er lovende og gruppen leder nu efter en partner i industrien, der har lyst til gå videre i udviklingen sammen med dem.

Christian Bahl er seniorforsker i Afdelingen for Brændselsceller og Faststofkemi, og arbejder til daglig med magnetisk køling. Magnetisk køling er en energieffektiv køleteknik, der på sigt kan være med til at spare betydeligt på elforbruget. Som en naturlig følge af dette arbejde, har han en stor viden om forskellige stoffers Curietemperaturer.

- Hvis du forestiller dig at du i dit hus derhjemme havde en af vores ventiler tilknyttet den cirkulation af varmt vand, som løber rundt til dine radiatorer; så kan ventilen fordele vandet, så noget af det kan løbe gennem radiatorerne igen, hvis det er varmt nok. Resten bliver sendt til genopvarmning, forklarer Dan Eriksen, som blev ansat som udviklingsingeniør på dette projekt i juli 2008.