Af Peter Olesen, Det Strategiske Forskningsråd, formand for bestyrelsen:
Strategisk forskning er problemorienteret forskning, der kan bidrage til at løse væsentlige samfundsudfordringer. Ingen kan være i tvivl om, at det kræver store investeringer i forskning at nå målsætningen om, at Danmark skal være et fossilfrit samfund.
Derfor har politikerne en legitim interesse i at prioritere forskning inden for disse og andre væsentlige områder, hvilket også fra flere sider fremhæves som nødvendigt i denne uges debat om fokus på grundforskning.
Forskning er langsigtet. Det gælder også strategisk forskning. Siden DSF blev etableret i 2004, er der sket en markant stigning i den gennemsnitlige bevillingsstørrelse, som i 2009 var på knap 20 millioner kroner.
Bevillingerne må gerne blive endnu større. De større projekter strækker sig typisk fra fem-syv år. Det giver forskerne ro og frihed.
Min konklusion er: Strategisk forskning er hverken kortsigtet erhvervsforskning eller produktudvikling - tværtimod. Strategisk forskning er nødvendig, hvis vi skal løse væsentlige samfundsudfordringer og bidrager både til at styrke grundforskningen og forskeruddannelsen.

