Den danske fødevareindustri er for alvor parat til at satse kraftigt på bioteknologien, for at sikre at branchen også i fremtiden vil bidrage til vækst- og jobskabelse i Danmark. Stram regulering er dog en udfordring.
- Vi har i Danmark et højt vidensniveau inden for fødevarer, vores forskning på området er stærk. Til gengæld er det ikke særligt attraktivt at bruge den viden og de forskningsresultater, vi når frem til, fordi virksomhederne hele tiden får skudt i skoene, at de mærker og anpriser forkert, siger direktør Ole Linnet Juul fra brancheorganisationen DI Fødevarer.
Det er med til at sende virksomhederne til udlandet.
- Vi skal væk fra at møde tingene med bekymring, og vi skal fjerne begrænsningerne. For det er den slags reguleringer, der ligger til grund, når de danske fødevarevirksomheder vælger at investere i nye produktionsanlæg uden for landets grænser, siger Ole Linnet Juul.
Han mener, at det er afgørende for den danske fødevareindustri, at den får lov til at satse på sundhedsfremmende fødevarer.

