Egon Bech Hansen forlader et job som forskningsdirektør i Danisco for at lede et af Aalborg Universitets hurtigst voksende institutter: Institut for Kemi, Miljø og Bioteknologi.
Egon Bech Hansen har en baggrund som kemiingeniør og ph.d. i molekylærbiologi fra Danmarks Tekniske Universitet. Som forsker og forskningschef har han arbejdet for toneangivende danske bioteknologiske virksomheder som Chr. Hansen A/S og senest Danisco, hvor han i øjeblikket er forskningsdirektør i Danisco Bioactives' hovedkvarter i Paris.
Den faglige ballast har også ført til en stribe tillidshverv i danske og internationale videnskabelige sammenslutninger og forskningsråd. Blandt andet er han medlem af Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV).
- Jeg har gennem hele min karriere i industrien holdt tæt kontakt til universitetsverdenen. Både via konkrete samarbejder, og når jeg har været med til at diskutere prioriteringer og bevilge midler til akademisk forskning og samarbejde. Så jeg har aldrig set industrien og universiteterne som modpoler, men som noget man med fordel kan knytte sammen. Det bliver også en vigtig del af min opgave som institutleder at være brobygger og skabe samarbejde mellem de to verdener, siger en forventningsfuld Egon Bech Hansen.

