22.11 2010

Universiteter skaber nyt væksthus

Af Johan Roos, rektor CBS:
 
Sammen med Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og Københavns Universitet (KU) er vi for første gang gået sammen om at etablere et fælles projekt, der skal være et vigtigt fyrtårn for entreprenøraktiviteter i Danmark.
 
Erhvervs- og Byggestyrelsen under Økonomi- og Erhvervsministeriet ønskede, at projektet "Det Entreprenørielle Universitet’"(DEU) skulle havne hos ét af Danmarks universiteter, men for at udforske potentialerne på tværs af universiteterne har vi i fællesskab med prorektor Anders Bjarklev (DTU) og Thomas Bjørnholm (KU) valgt at søge i fællesskab.
 
Selv om dette initiativ ikke på nogen måde svarer til en egentlig fusion af tre universiteter, mener jeg, at DEU-initiativet kan blive et første skridt på vejen til et langt stærkere samarbejde mellem os om en central platform i centrum af København. Ikke mindst hvis erhvervslivet og de politiske aktører også bakker op.
 
De tre universiteter har til sammen halvdelen af alle studerende i Danmark.
 
Vi kan kombinere nogle af de stærkeste og mest innovative forskningsområder i verden, f.eks. inden for sundhedsvidenskab, biotek, entreprenørskab, marketing, innovation samt de tekniske løsninger der skal til. Dette potentiale kan og skal udnyttes bedre.