Det er vigtigt, at Danmark kan konkurrere på viden. Men universiteterne skal ikke bare være vidensfabrikker. De skal være kulturinstitutioner, som dels vækker danskernes nysgerrighed efter viden, dels skærper vores indsigt i, hvem vi selv og de andre er.
Sådan lyder programerklæringen fra Charlotte Sahl-Madsen (K), som ved den store regerings-rokade i februar overtog posten som videnskabsminister fra venstremanden Helge Sander.
Over for Kristeligt Dagblad lægger hun nu klar afstand til den ensidige satsning på den umid-delbart profitable forskning, som Sander under overskriften "fra tanke til faktura" gjorde til sit politiske hovedprojekt.
- Du hører ikke mig sige 'fra tanke til faktura'. Selvfølgelig skal universiteterne være med til at drive væksten i samfundet og øge produktiviteten, men nu er der brug for, at vi får et meget bredere syn på universiteterne og får de humanistiske værdier med, siger Charlotte Sahl-Madsen.

