Universitetsloven fra 2003 er blevet kritiseret for at være udemokratisk, detailstyrende og et angreb på forskningsfriheden.
Et internationalt evalueringspanel bakkede for et år siden kritikken op, og nu ligger de konkrete ændringer af loven så til høring på universiteterne. Ændringerne af loven gør rektorernes magt og ansvar mere klart, men understreger samtidig, at ledelsen i vedtægterne skal sikre med-indflydelse til studerende og ansatte.
Hvordan det skal ske, er så op til de ni universiteter at skrive ind i deres vedtægter, som skal godkendes af Videnskabsministeriet.
- Det bliver et spil for galleriet. Hvis medbestemmelsen skal være reel, skal der være mekanismer, der sikrer, at medarbejderne i kritiske situationer også er sikret, at de kan nedlægge veto eller afsætte en leder, som har mistet sin legitimitet. Ellers er der tale om et gummibegreb, siger Claus Emmeche fra Københavns Universitet.
Formand for rektorerne i Danske Universiteter, Jens Oddershede, mener ikke, at der er nogen vej uden om mere indflydelse til studerende og ansatte.

