I sensommeren 2009 satte MandagMorgen et eksperiment i gang under overskriften Velfærdens innovatører. Målet var at undersøge, om der er innovationspotentiale i frontlinjen af det danske velfærdssamfund.
Initiativet har afsløret, at der er et bemærkelsesværdigt potentiale i frontlinjen.
Vi har fundet utallige eksempler på velfærdsinnovation, der skaber øget produktivitet, bedre serviceoplevelser og øget involvering af borgerne. Resultaterne er udtryk for passioneret engagement og bemærkelsesværdig optimisme.
Først skabte vi Danmarkshistoriens formentlig største velfærdsalliance i Velfærdspanelet, der består af små 2.400 ledere og udviklingsansvarlige fra den offentlige, private og frivillige sektor. De er velfærdens innovatører!
Herefter bad vi dem om at udpege de fem mest presserende velfærdsudfordringer. Valget faldt på Attraktive arbejdspladser, Forebyggelse, Rekruttering af kvalificeret arbejdskraft, Samarbejde på tværs og "Ud af boksen"-løsninger.
Endelig inviterede vi alle til at udpege løsninger på de fem udfordringer på www.velfærdensinnovatører.dk.
Det resulterede i over 160 løsninger, der alle har vist deres værd i den virkelige verden.

