23.11 2010

WEBStech - fra god idé til 3-stjernet Europanyhed på Agromek på bare ét år

Sidste års vinder af Agro Business Parks innovationskonkurrence, Ole Green fra virksomheden WEBStech, er efter kun et år nomineret til en 3-stjernet Europanyhed på dette års Agromek.
 
WEBStech arbejder med at udvikle, producere og markedsføre trådløs sensorteknologi henvendt til landbruget og fødevareindustrien. Produkterne fra virksomheden giver en ny tilgang til kvalitetssikring, egenkontrol og lagerstyring af biologiske materialer.
 
Direktør Ole Green, der også fungerer som forskningskoordinator ved Det Jordbrugsviden-skabelige Fakultet under Aarhus Universitet, har udviklet produktet Sensilage®, som er en sensor til brug i ensilage. Sensoren placeres i materialet og kan her måle temperaturen i ensilagen.
 
Informationerne fra biomassen bliver så omsat til et sprog, man kan forstå, og landmanden vil eksempelvis få besked om, "at der er for varmt i stak nr. 1" pr. sms eller på sin pc.
 
Denne teknologi er særdeles anvendelig for at undgå fejl i ensilering af græs og majs, eller fejltørring af korn og frø, idet den kan advare landmanden, inden skaden er sket.
 
Så det er en teknologi, der kan få stor betydning for landbruget i fremtiden, da man ved brug af denne kan undgå tab for mange millioner kroner alene i Danmark.
 
Agro Business Park har igennem Agro Business Innovation investeret penge i WEBStech og været med til at hjælpe Ole Greens idé hurtigt på markedet.