 |
Retningslinier uden for F&U-gruppefritagelsens anvendelsesområde
Hvis en forsknings- og udviklingsaftale ikke falder ind under F&U-gruppefritagelsen, beror det på en konkret vurdering, hvorvidt den strider mod EU’s konkurrenceretlige regler.
Til brug for denne konkrete vurdering kan man hente støtte i Kommissionens såkaldte horisontale retningslinjer. (1)
(1) Kommissionens meddelelse af 6. januar 2001 om retningslinjer for anvendelsen af EF-traktatens artikel 81 [nu TEUF 101] på horisontale samarbejdsaftaler (De Europæiske Fællesskabers Tidende C 3 af 6.1.2001).
de vigtigste indikatorer
De vigtigste indikatorer for, at en forsknings- og udviklingsaftale ikke falder ind under forbuddet i EU-traktatens artikel 101 er opregnet i disse retningslinjer:
- Som udgangspunkt kan man regne med, at følgende former for forsknings- og udviklings-aftaler ikke falder ind under EU-traktatens forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler:
A | Aftaler, der omhandler et samarbejde, der alene vedrører teorier.
B | Aftaler mellem parter, der hverken aktuelt eller potentielt er konkurrenter.
Her er det afgørende, hvorvidt parterne kan gennemføre den nødvendige forskning og udvikling uafhængigt af hinanden:
C | Aftaler i form af udlicitering af tidligere konkurrencebeskyttet forskning og udvikling - oftest er der tale om inddragelse af specialister, forskningsinstitutter og højere læreanstalter, der ikke deltager i udnyttelsen af resultaterne.
D | Aftaler om rent forskning og udviklingssamarbejde, hvor der ikke følger fælles udnyttelse af resultater - medmindre den effektive konkurrence med hensyn til innovation begrænses væsentligt.
- Særlig agtpågivenhed skal vises i forhold til aftaler om forsknings- og udviklings-samarbejder, hvor man er på et stadium tæt på afsætningsstadiet, og hvor parterne er konkurrenter enten på eksisterende produkter eller teknologier eller er det inden for innovation.
Det kan også være relevant, hvorvidt der er tale om forsknings- og udviklingsaftale rettet mod et helt nyt produkt (eller en helt ny teknologi).
Som hovedregel er samarbejdsaftaler om forskning og udvikling af nye produkter og nye teknologier konkurrencefremmende.
En konkret analyse må dog godtgøre, om man undtagelsesvist ved aftaler om sådanne produkter har fået fastlagt begrænsninger i innovation med hensyn til fx: Kvalitet og udbud i fremtidige produkter eller teknologier eller fået begrænset innovationstempoet.
