Anne Grete Byskov og Claus Yding Andersen har i mange år forsket intensivt i den proces, der modner kvindens æg. Arbejdet har nu båret frugt, men forskerne understreger, at det ikke var lykkedes uden den basale viden fra grundforskningen.

Professor Anne Grete Byskov og professor Claus Yding Andersen | Rigshospitalet, Juliane Marie Centret | www.rigshospitalet.dk
Foto: Henrik Petit
- Vi forsøger at aflure, hvordan naturen gør, siger to forskere, der har fundet en metode til at modne kvindens æg uden for hendes krop.
En kvindes æg skal igennem en meget kompliceret modningsproces, før det kan blive befrugtet og udvikle sig til et menneske. Det giver problemer i arbejdet med kunstig befrugtning.
Men nu har professor Anne Grete Byskov og seniorforsker og professor Claus Yding Andersen, begge Rigshospitalet, fundet en metode til at modne æg uden for kvindens krop - "ved at aflure naturen".
Det har de gjort de sidste 25 år, hvor de har arbejdet med at forstå æggets modningsproces.
Opdagelsen vil få stor betydning for kvinder, der er i behandling for barnløshed.
For når et par får tilbudt kunstig befrugtning, bruger man ofte flere æg for at øge chancen for graviditet. For at modne flere end det æg, der modnes naturligt, bliver kvinden stimuleret med kønshormoner.
Det er en stor belastning for kvinden. Det er også dyrt - i nogle tilfælde koster det 10.000 kr. pr. forsøg.
Men den kemiske substans, MAS, som forskerne har fundet frem til, har stor betydning for æggets modningsproces, og vil betyde, at disse kvinder kan slippe for at blive stimuleret med kønshormoner.
Ydermere vil man kunne gøre modningen i laboratoriet så god, at flere æg bliver befrugtet.
Da Anne Grete Byskov og Claus Yding Andersen havde opdaget MAS, slap pengene fra Forskningsrådet op.
For at komme videre måtte de finde en samarbejdspartner "med det store isenkram", som forskerne udtrykker det.
Det blev til et frugtbart samarbejde med Novo Nordisk A/S. De kunne se store perspektiver i den nye metode og har postet et trecifret millionbeløb i projektet.
Potentialet er enormt. Forskerne siger, at kan man bare løfte graviditetsraten med fem procent, vil man bruge metoden i hele verden.
Men der skal omhyggelige kliniske forsøg til, så man er sikker på, at der kommer sunde børn ud af æg, der er modnede med den ny metode.