Civilingeniør Anders Fønss fra Danmarks Jordbrugsvidenskabelige Fakultet (AU) i Foulum var bevæbnet med snilde og kreativitet, et Lego Mindstorm-sæt og en symaskine, da han konstruerede et automatisk blodprøveapparat til køer. Det skotske firma IceRobotics har købt licensen til at producere apparatet.
Anders Fønss | Civilingeniør i akvakultur | Danmarks Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet | www.agrsci.dk
Foto: Henrik Petit
Der er ingen, der kan lide at blive stukket, når man skal have taget blodprøver.
Det kan køer heller ikke. Især ikke, hvis der skal tages mange prøver over flere dage, og det har for eksempel stressforskere brug for.
Det er også besværligt, for i store løsdriftsstalde går 50-60 køer sammen, og for at kunne tage blodprøver på dem, er man nødt til at isolere de pågældende køer og fiksere dem, så man kan komme til at stikke.
Men køerne kan ikke rigtig lide, når der kommer fremmede ind til dem, og så bliver de nervøse.
Civilingeniør Anders Fønss fra Danmarks Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet, i Foulum tænkte i helt nye baner, da han fik indsigt i problemet.
Bevæbnet med snilde og kreativitet, et Lego Mindstorm-sæt og en symaskine, konstruerede han et automatisk blodprøveapparat til køer. Det kører ved hjælp af tre motorer.
For at kunne tage blodprøver, sætter man et kateter i den store halspulsåre, og en automatisk tromle med nåle sørger for resten.
Blodet føres ned i sterile poser via slanger.
Da køerne skal gå rundt med apparatet, måtte Anders Fønss også designe en rygsæk. Den sættes fast under koens mave med kabelstrips og lynlåse af industriel styrke.
De andre køer er nemlig nysgerrige og slikker og hiver i rygsækken. Den kan være op til to kilo tungere af savl, når den tages af koen.
Anders Fønss præsenterede sit automatiske blodprøveapparat på en stor konference i USA - og der er allerede solgt syv af slagsen.
Det skotske firma IceRobotics har købt licensen til at producere apparatet.