Forskere i Odense har opfundet en ny type robot med en slags kunstigt øje, der kan genkende forskellige genstande. Forskerne har sammen med NOVI og Syddansk Universitet grundlagt virksomheden Scape Technologies A/S, der står for udvikling og salg af det avancerede 3-D computer vision-system SCAPE.
Rune Klausen Larsen | Cand. scient. og administrerende direktør | Scape Technologies | www.scapetechnologies.com
Foto: Henrik Petit
I dag bruger industrien komplicerede mekaniske konstruktioner for at undgå at bruge medarbejderressourcer til den type processer, hvor man skal stå og samle emner op fra en kasse eller et bånd uden at skabe merværdi.
- Det er ofte et ergonomisk usundt og ensidigt arbejde, siger Rune Klausen Larsen.
Samtidig er det dyrt, da produktionen og dermed medarbejderne ofte arbejder i flere skift.
Men det arbejde kan det ny medlem af robotfamilien nu overtage, og der er stor interesse for den i industrien, også internationalt.
Mulighederne er enorme.
Men en robot er ikke noget, man lige går hen og køber - forberedelsen og installationen tager mellem to og fire måneder.
Vision-systemet bygger på genkendelse og gør det muligt for robotten at genkende genstande i tre dimensioner. Det kræver en CAD fil, altså en geometrisk beskrivelse af emnet.
På baggrund af den fil kan SCAPE-systemet trænes til at genkende de genstande, der ligger i kassen foran robotten.
Forskerne bag robotten har samarbejdet med Grundfos i udviklingsprocessen, som i startfasen er foregået på Mærsk Instituttet på Syddansk Universitet.
Nu foregår videreudvikling og salg fra virksomhedens egen adresse.
Scape Technologies har fået del i de 60 mio. kr. fra Videnskabsministeriet, Teknologifonden og Højteknologifonden, som skal gå til projekter indenfor genkendelse og gribning.
De har herudover et intensivt samarbejder med de to førende danske centre for robotteknologisk udvikling: RoboCluster og Center for Robotteknologi, Teknologisk Institut.